Hobbit-ledelse

Under en podcast-optagelse til Væksthus for ledelse kom jeg i går til at tænke og tale mig i retning af en opfordring til, at man bruger flere eventyr og færre teorier i uddannelsen af ledere.

Jeg har flere gange citeret Hobbitten, når jeg har været ude at holde foredrag, og pludselig gik det op for mig, at det ikke kun er fordi, Hobbitten vækker større genkendelse end fx Kant og Heidegger, men også fordi, eventyr i endnu højere grad end filosofi (som i betydelig højere grad end den videnskabsteori, der undervises i på diplom- og masteruddannelser i ledelse) sætter spot på muligheder og begrænsninger ved dét at være menneske.

Når jeg er træt at den stigende teoretisering og videnskabeliggørelse af ledelse (og alt andet!), så er det fordi, teorier og videnskab ikke beskæftiger sig med de menneskelige vilkår, men med det, der kan laves teorier om, dvs. lovmæssighederne = det vi er enige om altid er på den samme måde.

Det er der imidlertid ikke særlig meget af, når det gælder dét at være menneske, og derfor har vi brug for tekster, der også behandler alt det andet: Det, vi er uenige om, utrygge ved, flove over og måske bange for.

Det er ikke det samme for det ene menneske som for det andet, og derfor skal det behandles i billeder, som kan betyde flere ting.

Eller hvad tænker du?