Monday, January 31, 2011

Janne Teller: "den gode litteratur, den hvor der står mere i mellem end på linjerne"

Jeg takker Janne Teller for (også) at insistere på det, der er i mellem og glæder mig til at dykke ned i hendes forfatterskab...

"Vi fyldes konstant med billeder, som ikke er vores egne (og her tænker jeg ikke på kunstens billeder, der netop forsøger at trænge ind under billedets overflade, men på reklamer, internetpræsentationer, tv). De optages direkte i hjernebarken og kræver ingen aktiv medvirken af os selv eller vores forestillingsevne. De er som hvidt sukker, der gør vore hjerner dovne og lette at manipulere. Derfor er der også en tendens til at ville samme letfordøjelighed af alt andet, fra politik og kunst til selve livet." (Janne Teller, Information 2005)

"Vi lever i en isflagetid. Det er det der er galt. Ligesom isbjergene befinder størstedelen af mennesket sig under overfladen. Men vi lever i en tid, hvor der er en besynderlig tro på synlighed, på at hvis blot alt det der ligger under overfladen kan komme frem, bliver alt godt. Deraf også populariteten af reality shows og selvafslørende og frygteligt enslydende selvbiografier, pyskologiseringen af enhver eksistentiel livsoplevelse. I stedet for at nære den underliggende del af isbjerget, forsøger vi at smelte det, så vi alle kan blive til isflager der flyder helt synlige rundt på overfladen, klar til at blive taget af enhver strøm, enhver trend, der måtte opstå i samfundet eller på markedet. Måske årsagen til ulykkeligheden i vores ellers så velbjærgede verden er, at vi for længst er holdt op med at nære netop denne største usynlige del, den underliggende del af isbjerget, i en absurd tro på at hvis blot der intet findes under overfladen, hvis blot alt bliver set af alle, finder vi lykke?" (Janne Teller, Information 2005)


... Jeg tror, jeg starter med genudgivelsen af Intet.

Wednesday, January 26, 2011

Hvorfor skriver jeg?

For at påvirke? For at blive påvirket?
Hvorfor vil jeg påvirke(s)?
For at blive forstået? For at forstå?
Hvorfor vil jeg forstå(s)?
For at (få) bekræfte(t), at der er "noget" at forstå...

Kan 'skriver' mon skiftes ud med taler, tænker, leder, arbejder, elsker, fordømmer, søger, fortolker - og hvad vi ellers gør? Kan menneskets gøren og laden virkelig koges ned til det? Ja, måske...?

Tuesday, January 25, 2011

På vej mod februar

At marken i februar stiller sig uden for tiden
på samme måde som de for tidligt fødte,
at kulden fra disse siver op gennem jorden
og angriber vore forestillinger om det skønne,
at november allerede forudanede dette
og nu skjuler sig bag brudens gennemsigtighed,
at der er hentet nok fugt op i de åbne grave
til at skræmme enhver ud af de alt for hvide rum,
at træernes grene bærer en mindelse om λόγος.

Christian Stokbro Karlsen, Kerygma

Thursday, January 20, 2011

P1 Formiddag om Filosofi i ledelse (Fil9)

Hør min samtale med journalist Poul Friis om Filosofi i ledelse i P1 her

Tuesday, January 18, 2011

Sjusket, naiv, indbildsk, faret vild, udokumenteret, uærlig over sig selv, blander tingene sammen, ny-realist/-strukturalist, uvidende?

Disse og en række andre lidet flatterende betegnelser bruges mere eller mindre direkte om undertegnede i Allan Holmgrens nye artikel på Kommunikationsforum. Jeg smager lige lidt på dem...

Monday, January 17, 2011

Ledelse sendt fra himlen (Fil8)

Vi skal snart tage stilling til, hvem der skal lede landet de næste fire år. Vi har alle en stemme - i modsætning til valget af en ny CEO i den virksomhed, vi er ansat i, eller beslutningen om at skifte afdelingslederen ud med en anden. Men vores forventninger til lederen er de samme: Han eller hun skal være perfekt!

Prøv at tænk over det de kommende dage, uger, ja måske måneder med mere eller mindre ensidigt mediefokus på politikernes lederevner: Hvilke forestillinger om den gode leder ligger til grund for historierne? Hvor kommer vores forargelse over skraldespande og ministerudbrud fra? Og hvad betyder det for den enkelte og samfundet, at lederforestillinger og -forventninger ser ud, som de gør?

Læs hele Kommentaren i Berlingske Tidende

Thursday, January 13, 2011

Hovedpointer i Filosofi i ledelse (Fil7)

En journalist fra Berlingske Business har, efter at have modtaget min bog fra forlaget, bedt mig om at sende hende et par ord om hovedpointerne. Da det måske også kan være interessant for (nok især nye læsere) af denne blog gengiver jeg her mit svar:

  • God lederudvikling handler ikke om at klæde ledere på, men om at hjælpe dem med at klæde deres virksomheder af og bryde med de vaner, der forhindrer dem i at udvikle sig. Denne pointe er sammen med min kraftige kritik af det stigende antal generelle lederuddannelser og -kurser udfoldet i artiklen Lederens nye klæder på Ledelseidag.dk
  • Moderne ledelsesteorier som fx socialkonstruktionisme, narrativ teori og systemisk ledelse bygger på en sprogforståelse, der ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på. Pointen udfoldes i artiklen Når sproget kører af sporet, som også illustrerer konsekvensen af ledelsesteoriernes fejlagtige sprogforståelse, nemlig at hverdagslivet og ansvaret opløses. Artiklen blev bragt på Kforum den 12. januar 2011.
  • Værdibaseret ledelse er en nødløsning for at klare en generel kulturkrise i virksomheder og organisationer, men det fører til lige det modsatte af det, det skulle, nemlig flere systemer, evalueringer, målinger etc. (artikel på Ledelseidag.dk: Ledelsesbaserede værdier - nye perspektiver på værdibaseret ledelse)
  • Coaching og kulturundersøgelser baseret på interview og spørgeskemaundersøgelser er ikke involverende/udviklende nok, fordi de er baseret på, at det er lederen/HR-konsulenten, der stiller spørgsmålene og dermed afgør, hvad det er muligt/ikke muligt at beskæftige sig med, og der skal derfor udvikles nye metoder til at komme i kontakt med virksomhederne. En af mine metoder er varemærkeregistreret under navnet STAFETANALYSE og beskrives bl.a. i artiklen Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner på Ledelseidag.dk og i interview til Ugebrevet A4 (som dog har en fatal fejl i manchetten, da jeg på ingen måder mener, at ledere skal lade sig inspirere af græske filosoffer!): Moderne ledelse som i antikkens Grækenland
  • Det enorme fokus på lederens personlighed, der de seneste år er dukket op under overskriften ”det personlige lederskab” er skadeligt for såvel selvtillid som resultater. Ved at fokusere på det ledere og medarbejdere ER i stedet for det, ledere og medarbejdere GØR tegner man et billede af lederen, som han ikke nødvendigvis kan genkende (fordi han også er hel masse andet end det, der står i teorierne og evalueringerne) og det kan være med til, at lederen/medarbejderen begynder at tvivle på sine egne erfaringer/dømmekraft – hvilket er noget nær det værste vi kan komme ud for som mennesker! (Behandles bl.a. i artiklen Opgør med den perfekte leder, Væksthus for ledelse/lederweb.dk 25.02.11)
  • På trods af skiftet i ledelsesteorierne fra management (sandheden om ledelse) til det personlige lederskab (lederens sandhed) betragtes lederen stadig som over-menneske, der skal vide, kunne og magte mere end alle os andre. Det er et problem, fordi ledere selvfølgelig ikke er perfekte og derfor kun kan skuffe sig selv og deres omgivelser (denne pointe er udfoldet i kommentaren, Ledelse sendt fra himlen, Berlingske 17. januar 2011)
Det og en hel masse andet er konsekvensen af, at ledelsesteori og –praksis bygger på forældede filosofiske præmisser, som jeg kortlægger og udfordrer i bogen.

Bogen er baseret på undersøgelser (bl.a. STAFETANALYSER og dagbøger) gennemført i 15 forskellige offentlige og private virksomheder og indeholder en række citater og i alt tre case-kapitler, der introducerer nye metoder til at udvikle ledere og virksomheder.

Der er med andre ord masser af praktiske pointer og konkrete værktøjer at hente, men ja, det er med afsæt i en filosofisk/teoretisk analyse af, at der er noget helt galt med de ledelsesteorier, praksis henter sin ledelsesforståelse fra!

[Til "gamle" læsere af bloggen: Der er masser af nye pointer og greb i bogen, men de er lettere at fordøje, når man - som I - har varmet lidt op :o) Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes om den!]

Wednesday, January 12, 2011

Når sproget kører af sporet (Fil6)

Der er mange gode grunde til at udfordre den sprogforståelse, der hærger ledelsesteori og -praksis under betegnelser som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ samtalepraksis, systemisk ledelsesteori m.fl. Den væsentligste er, at den ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på.

Ledelsesteorier repræsenteret ved bl.a. Gitte Haslebo og Allan Holmgren er skadelige. Af fem grunde: 1) fordi de gør sproget til en genstand, 2) meningsbegrebet til det vigtigste ledelsesredskab, 3) psykologiske fænomener som f.eks. stress til selvstændigt handlende aktører, 4) sandheden til en relativ størrelse og 5) de fortalte fortællinger til eneste virkelighed. Det er et problem, fordi hverdagslivet og ansvaret opløses undervejs. Her følger fem argumenter imod de dominerende ledelsesteorier.

Læs hele artiklen på Kforum