Handler journalistik om rigtigt og forkert?
Det korte svar er nej. Det lange svar er så spidsfindigt, at hverken statsminister eller journalister tilsyneladende tænker over det.
I dagens forsideartikel, som bærer overskriften, ”Foghs angreb på DR mødt af kritik”, tegnes et billede af en konflikt mellem dem, der er enige i Foghs angreb på DR og dem, der er uenige. Politikere, forskere, journalister og redaktører finder det enten rimeligt, at Fogh blander sig i DRs måde at drive journalistik på eller urimeligt. Ifølge SF-formand Villy Søvndal handler det om at finde ud af, hvem der har ret, hvortil det er naturligt at tilføje: og hvem der har uret.
Alle er nemlig enige om, at dokumentarprogrammet ENTEN bygger på rigtige oplysninger ELLER på forkerte. ENTEN er det rigtigt af Fogh at blande sig i DRs videreformidling af begivenheder i Kandaharlejren ELLER også er det ikke. ENTEN/ELLER.
Enigheden om ENTEN/ELLER er imidlertid lige nøjagtig det, der gør det lange svar på det indledende spørgsmål spidsfindigt. Når vi uden at tænke nærmere over det altid er enige om at dele verden op i enten/eller, rigtigt/forkert, sort/hvid, ret/uret, forsvar/angreb (som det er tilfældet i artiklen på side 4), så glemmer vi nemlig, at der er langt mere på spil end som så.
Vi glemmer, at sagen om Fogh og DR ikke handler om, hvem der har ret og hvem der har uret, men om forskellige interesser (hvorfor ellers udvise ”stor begejstring for, at den stærke kritik af DR kommer fra Nyhedsavisen, hvis chefredaktør, David Trads forsøgte at stille op for Socialdemokraterne ved seneste folketingsvalg”, som det formuleres i forsideartiklen?). Vi glemmer, at vi som journalist, statsminister eller læser har en interesse i, at ”alle de andre” opfatter konflikten på samme måde som vi selv gør.
Vi glemmer det eller vil slet ikke erkende det.
Når vi selv er involveret i en sag (som Fogh/regeringen er det, når det gælder situationen i Afghanistan; som DR er det, når det gælder et af deres dokumentarprogrammer, og som Politikens journalister er det (!), hvis/når kritikken af DR får konsekvenser for den samlede pressestand), så handler det kun om én ting: At få andre til at se sagen på samme måde som vi selv gør. Når vi deler verden op i rigtigt og forkert, så er det fordi vi drives af en trang til at overbevise andre om, at den måde, VI betragter verden på er den rigtige.
Og det gælder os alle sammen. Journalister vil have os til at tænke journalistisk (se eksempel i interview af Anders Fogh på side 4). Politikere vil have os til at tænke politisk. Jurister vil have os til at tænke juridisk. Og filosoffer vil have os til at tænke filosofisk.
Hvorfor? Fordi verden er for svær at forstå uden et filter, der deler alting op i rigtigt og forkert.
P.s. Tak for denne gang. Jeg blogger videre på www.tanketjek.blogspot.com hvor I er velkomne til at læse med og udfordre mine mere eller mindre gennemtænkte tanker…
Når man læser dit indlæg, får man lyst til at sige, at journalistik netop, de facto, handler om rigtigt og forkert. Enten eller.
ReplyDeleteI den ideelle verden burde journalistik ikke handle om rigtigt eller forkert, i hvert fald ikke hvis udgangspunktet er en agitation for avisens eller journalistens forudindtagede holdning.
Du forklarer meget fint, hvordan vi har behov for at kategorisere vores omverden (enten/eller, rigtigt/forkert), men hvad ser du som alternativet? Hvad er din konklusion? Hvordan kan/bør journalistikken ikke handle om rigtigt/forkert?
Måske gik det bare over hovedet på mig. :-)
Kære Lenore
ReplyDeleteTak for din kommentar - og undskyld min sene reaktion.
Alternativet til at dele verden op i absolutter er ikke gået hen over hovedet på dig - jeg kommer slet ikke ind på det i mit indlæg.
Det gør jeg til gengæld i min afhandling om sammenhængen mellem vestlig grammatik og metafysisk tænkning, som udkommer senere på året på Museum Tusculanums Forlag med titlen "Et spørgsmål om at være" - men det skal du naturligvis ikke vente på.
Den korte udgave er, at vi har ualmindelig svært ved at tænke et alternativ til den nævnte kategorisering i den vestlige del af verden (jeg ved ikke, hvordan det forholder sig andre steder). Og som om det ikke var nok, så har vi også svært ved at forstå, at det skulle være nødvendigt at tænke et alternativ (du må være undtagelsen, der bekræfter reglen).
Vi har nemlig så travlt med at finde meningen med livet i det perfekte job, den eneste ene, børn, anerkendelse eller noget helt femte, at vi slet ikke overvejer muligheden af, at livet er meningsløst.
Og netop muligheden af meningsløshed skal konfronteres og accepteres, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at slippe af med den absolutte tænkning, som vi har fået ind med modermælken gennem de sidste ca. 2500 år.
Jeg tror, vi skal eksperimentere lidt med det meningsløse. Kaste os over det, vi ikke kan forklare. Give plads til det, der ikke passer ind. Opholde os ved det, det gør ondt at opholde sig ved (døden, tabet, begrænsningen).
Jeg kan mærke, jeg ikke giver mening og at jeg ikke leverer det alternativ, du efterlyser. Det beklager jeg. Det er også blevet sent.
Men jeg kommer i tanke om en artikel, jeg læste tidligere i dag, som handlede om en svensk forfatterinde, som bryder med de grammatiske regler i sproget for at skabe den oplevelse af meningsløshed, som vi alle sammen kender, men som vi ikke gør plads til i vores hverdag. Det tror jeg er et rigtig godt sted at starte...