Jeg holder foredrag i Teologicafeen i aften kl. 19.30. Bliv fristet på www.luftskibet.dk/kalender
Jeg håber, vi ses!
Wednesday, May 23, 2007
Tuesday, April 03, 2007
At tage ansvar
Har netop været til undersøgelse hos min nye læge. Hun konstaterede, at mine blodprøver var fine; bekræftede, at jeg er gravid og spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg sagde nej, men besluttede mig så alligevel for at dele mine tanker om nakkefoldsscanning med hende.
Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.
Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).
Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.
I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.
Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.
Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.
Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.
Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.
(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)
Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.
Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).
Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.
I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.
Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.
Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.
Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.
Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.
(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)
Wednesday, March 14, 2007
Politik i religion - og vice versa
Danmarks kirkeminister er enig med Danmarks statsminister i, at religion ikke skal blandes sammen med politik. Begge tager således afstand fra præster, der benytter deres taletid på prædikestolen til at fremme politiske holdninger.
Interessant.
Men hvordan ser det ud, når vi vender bøtten om? Må en politiker bruge sin taletid (i medier og på talerstole) til at fremme sin opfattelse af religion?
Næppe.
Et sekulariseret samfund er karakteriseret ved at skille politik fra religion og religion fra politik. Det stiller krav til politikere såvel som religiøse. Præster skal blande sig uden om politik (al den stund de befinder sig på prædikestolen) og politikere skal blande sig uden om religion (al den stund de udtaler sig på vegne af samfundet).
Jovist der er præster, der udtaler sig om politik, men der er langt flere politikere, der gør sig til herre over religionens rolle i samfundet. Og det er for mig at se både interessant og bekymrende...
Interessant.
Men hvordan ser det ud, når vi vender bøtten om? Må en politiker bruge sin taletid (i medier og på talerstole) til at fremme sin opfattelse af religion?
Næppe.
Et sekulariseret samfund er karakteriseret ved at skille politik fra religion og religion fra politik. Det stiller krav til politikere såvel som religiøse. Præster skal blande sig uden om politik (al den stund de befinder sig på prædikestolen) og politikere skal blande sig uden om religion (al den stund de udtaler sig på vegne af samfundet).
Jovist der er præster, der udtaler sig om politik, men der er langt flere politikere, der gør sig til herre over religionens rolle i samfundet. Og det er for mig at se både interessant og bekymrende...
Thursday, February 08, 2007
Fra ansvarlighed til virksomhedsetik
Hvis Lars Kolinds opfordring til samfundsansvar (Berlingske Tidende, 30. januar) for alvor skal give mening må han – og erhvervslivet i øvrigt – tage skridtet fra ansvarlighed til etik. Og det kræver hjælp fra filosofien.
KARAKTERISTISK FOR EN ANSVARLIG VIRKSOMHED er, at den forholder sig til rimeligheden af sit eget virke: Hvad bør vi gøre? Og hvad bør vi ikke gøre? Det samme gør en etisk virksomhed. Men en virksomhed, der er gået fra ansvarlighed til etik tager også stilling til, hvordan den enkelte medarbejder bør handle, og hvordan samfundet bør være indrettet. I modsætning til ansvarlighed, så rummer etik nemlig en tradition, der tænker virksomheden ind i en større sammenhæng, og det vender op og ned på mange virksomheders selvforståelse.
Mens virksomheders ansvarlighed, som varetages under synonymer som CSR, Code of Conduct, bæredygtig udvikling, Corporate Citizenship osv., udspringer af managementteorier, der alle orienterer sig mod profit, så udspringer etik af en helhedsorienteret tænkning, der betragter den enkelte i lyset af fællesskabet og fællesskabet i lyset af den enkelte. Ansvarlighed kan derfor betragtes som et middel til at opnå profit, mens etik er et mål i sig selv (det gode samfund).
DE GAMLE GRÆKERE BETRAGTEDE ETIK, politik og økonomi som flere sider af samme sag og kunne aldrig finde på at behandle dem uafhængigt af hinanden. Derfor beskæftigede de sig også mere med det, der går på tværs af alle discipliner (samfundet, fællesskabet og det enkelte menneske) end disciplinerne selv. Det står i skarp kontrast til alle de virksomheder, der placerer HR, produktudvikling og marketing i hver deres afdeling uden at sikre et minimum af koordinering. Og det forklarer, hvorfor der er en verden til forskel på at arbejde med virksomhedsetik og at arbejde med social ansvarlighed.
Social ansvarlighed betragtes af mange virksomheder som en underdisciplin inden for HR eller kommunikation, men den går ikke med virksomhedsetik. Virksomhedsetik er et forretningsstrategisk værktøj, og det er vigtigt, at erhvervslivet betragter det som sådant.
DE, DER FOR ALVOR ER KLAR til Kolinds næste skridt må derfor opgive tanken om en afdeling, der tager sig af det med ansvarligheden. ETIK SKAL TÆNKES HELE VEJEN RUNDT I VIRKSOMHEDEN, og det kræver topledelsens stillingtagen til:
1. Hvilken rolle, virksomheden spiller/gerne vil spille i samfundet
2. Hvilke spilleregler, medarbejderne skal overholde for at være en del af det fællesskab, virksomheden repræsenterer, og
3. Hvordan virksomheden udvikler den enkelte medarbejders dømmekraft, så hun træffer de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter
Topledelsens stillingtagen skal udspringe af en samlet forretningsforståelse og –strategi, der sikrer overensstemmelse mellem det, man som virksomhed siger og det, man som virksomhed gør. Det handler med Harvard professor Robert Simons´ ord om at afstemme performancesystemet (det, man belønner sine medarbejdere for) med trossystemet (det, der skaber mening og retning, herunder mission, vision og værdier).
Og selvom det er lettere sagt end gjort, så er det et rimeligt krav, som både medarbejdere og omgivelser så småt er begyndt at stille.
KARAKTERISTISK FOR EN ANSVARLIG VIRKSOMHED er, at den forholder sig til rimeligheden af sit eget virke: Hvad bør vi gøre? Og hvad bør vi ikke gøre? Det samme gør en etisk virksomhed. Men en virksomhed, der er gået fra ansvarlighed til etik tager også stilling til, hvordan den enkelte medarbejder bør handle, og hvordan samfundet bør være indrettet. I modsætning til ansvarlighed, så rummer etik nemlig en tradition, der tænker virksomheden ind i en større sammenhæng, og det vender op og ned på mange virksomheders selvforståelse.
Mens virksomheders ansvarlighed, som varetages under synonymer som CSR, Code of Conduct, bæredygtig udvikling, Corporate Citizenship osv., udspringer af managementteorier, der alle orienterer sig mod profit, så udspringer etik af en helhedsorienteret tænkning, der betragter den enkelte i lyset af fællesskabet og fællesskabet i lyset af den enkelte. Ansvarlighed kan derfor betragtes som et middel til at opnå profit, mens etik er et mål i sig selv (det gode samfund).
DE GAMLE GRÆKERE BETRAGTEDE ETIK, politik og økonomi som flere sider af samme sag og kunne aldrig finde på at behandle dem uafhængigt af hinanden. Derfor beskæftigede de sig også mere med det, der går på tværs af alle discipliner (samfundet, fællesskabet og det enkelte menneske) end disciplinerne selv. Det står i skarp kontrast til alle de virksomheder, der placerer HR, produktudvikling og marketing i hver deres afdeling uden at sikre et minimum af koordinering. Og det forklarer, hvorfor der er en verden til forskel på at arbejde med virksomhedsetik og at arbejde med social ansvarlighed.
Social ansvarlighed betragtes af mange virksomheder som en underdisciplin inden for HR eller kommunikation, men den går ikke med virksomhedsetik. Virksomhedsetik er et forretningsstrategisk værktøj, og det er vigtigt, at erhvervslivet betragter det som sådant.
DE, DER FOR ALVOR ER KLAR til Kolinds næste skridt må derfor opgive tanken om en afdeling, der tager sig af det med ansvarligheden. ETIK SKAL TÆNKES HELE VEJEN RUNDT I VIRKSOMHEDEN, og det kræver topledelsens stillingtagen til:
1. Hvilken rolle, virksomheden spiller/gerne vil spille i samfundet
2. Hvilke spilleregler, medarbejderne skal overholde for at være en del af det fællesskab, virksomheden repræsenterer, og
3. Hvordan virksomheden udvikler den enkelte medarbejders dømmekraft, så hun træffer de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter
Topledelsens stillingtagen skal udspringe af en samlet forretningsforståelse og –strategi, der sikrer overensstemmelse mellem det, man som virksomhed siger og det, man som virksomhed gør. Det handler med Harvard professor Robert Simons´ ord om at afstemme performancesystemet (det, man belønner sine medarbejdere for) med trossystemet (det, der skaber mening og retning, herunder mission, vision og værdier).
Og selvom det er lettere sagt end gjort, så er det et rimeligt krav, som både medarbejdere og omgivelser så småt er begyndt at stille.
Tuesday, February 06, 2007
Er det en menneskeret at få (andres) børn?
Har netop set Lorry og harmes over udtalelser om, at lysten til at hjælpe barnløse kvinder ikke er stor nok blandt potentielle ægdonorer. Der tales om ægdonation som en altruistisk handling, som alle burde føle sig forpligtet til at overveje. For børn er "jo noget af det, man gerne vil have", som en af de barnløse kvinder udtaler til Lorry.
Politikere og læger undrer sig over den manglende villighed blandt kvinder, der har gode æg og de barnløse kvinder mener ikke, der bliver gjort nok for at "motivere" til ægdonation.
Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at pådutte sine medsøstre et ansvar i sådan en sag. Jeg synes, det handler om alt muligt andet end altruisme og solidaritet. Og jeg har meget svært ved at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke tilbyder mine tilsyneladende gode æg til kvinder, der ikke er lige så heldig stillet som jeg.
Jeg er nemlig fuldstændig ude af stand til at gennemskue konsekvenserne af at lade mine gener udvikle sig i en anden kvindes krop, lige som jeg har svært ved at forestille mig, at der vil gå en eneste dag uden jeg vil tænke på "mit" barn. Men det er sikkert bare mig - eller hvad?
Politikere og læger undrer sig over den manglende villighed blandt kvinder, der har gode æg og de barnløse kvinder mener ikke, der bliver gjort nok for at "motivere" til ægdonation.
Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at pådutte sine medsøstre et ansvar i sådan en sag. Jeg synes, det handler om alt muligt andet end altruisme og solidaritet. Og jeg har meget svært ved at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke tilbyder mine tilsyneladende gode æg til kvinder, der ikke er lige så heldig stillet som jeg.
Jeg er nemlig fuldstændig ude af stand til at gennemskue konsekvenserne af at lade mine gener udvikle sig i en anden kvindes krop, lige som jeg har svært ved at forestille mig, at der vil gå en eneste dag uden jeg vil tænke på "mit" barn. Men det er sikkert bare mig - eller hvad?
Friday, January 26, 2007
Politikens læserpanel
Handler journalistik om rigtigt og forkert?
Det korte svar er nej. Det lange svar er så spidsfindigt, at hverken statsminister eller journalister tilsyneladende tænker over det.
I dagens forsideartikel, som bærer overskriften, ”Foghs angreb på DR mødt af kritik”, tegnes et billede af en konflikt mellem dem, der er enige i Foghs angreb på DR og dem, der er uenige. Politikere, forskere, journalister og redaktører finder det enten rimeligt, at Fogh blander sig i DRs måde at drive journalistik på eller urimeligt. Ifølge SF-formand Villy Søvndal handler det om at finde ud af, hvem der har ret, hvortil det er naturligt at tilføje: og hvem der har uret.
Alle er nemlig enige om, at dokumentarprogrammet ENTEN bygger på rigtige oplysninger ELLER på forkerte. ENTEN er det rigtigt af Fogh at blande sig i DRs videreformidling af begivenheder i Kandaharlejren ELLER også er det ikke. ENTEN/ELLER.
Enigheden om ENTEN/ELLER er imidlertid lige nøjagtig det, der gør det lange svar på det indledende spørgsmål spidsfindigt. Når vi uden at tænke nærmere over det altid er enige om at dele verden op i enten/eller, rigtigt/forkert, sort/hvid, ret/uret, forsvar/angreb (som det er tilfældet i artiklen på side 4), så glemmer vi nemlig, at der er langt mere på spil end som så.
Vi glemmer, at sagen om Fogh og DR ikke handler om, hvem der har ret og hvem der har uret, men om forskellige interesser (hvorfor ellers udvise ”stor begejstring for, at den stærke kritik af DR kommer fra Nyhedsavisen, hvis chefredaktør, David Trads forsøgte at stille op for Socialdemokraterne ved seneste folketingsvalg”, som det formuleres i forsideartiklen?). Vi glemmer, at vi som journalist, statsminister eller læser har en interesse i, at ”alle de andre” opfatter konflikten på samme måde som vi selv gør.
Vi glemmer det eller vil slet ikke erkende det.
Når vi selv er involveret i en sag (som Fogh/regeringen er det, når det gælder situationen i Afghanistan; som DR er det, når det gælder et af deres dokumentarprogrammer, og som Politikens journalister er det (!), hvis/når kritikken af DR får konsekvenser for den samlede pressestand), så handler det kun om én ting: At få andre til at se sagen på samme måde som vi selv gør. Når vi deler verden op i rigtigt og forkert, så er det fordi vi drives af en trang til at overbevise andre om, at den måde, VI betragter verden på er den rigtige.
Og det gælder os alle sammen. Journalister vil have os til at tænke journalistisk (se eksempel i interview af Anders Fogh på side 4). Politikere vil have os til at tænke politisk. Jurister vil have os til at tænke juridisk. Og filosoffer vil have os til at tænke filosofisk.
Hvorfor? Fordi verden er for svær at forstå uden et filter, der deler alting op i rigtigt og forkert.
P.s. Tak for denne gang. Jeg blogger videre på www.tanketjek.blogspot.com hvor I er velkomne til at læse med og udfordre mine mere eller mindre gennemtænkte tanker…
Det korte svar er nej. Det lange svar er så spidsfindigt, at hverken statsminister eller journalister tilsyneladende tænker over det.
I dagens forsideartikel, som bærer overskriften, ”Foghs angreb på DR mødt af kritik”, tegnes et billede af en konflikt mellem dem, der er enige i Foghs angreb på DR og dem, der er uenige. Politikere, forskere, journalister og redaktører finder det enten rimeligt, at Fogh blander sig i DRs måde at drive journalistik på eller urimeligt. Ifølge SF-formand Villy Søvndal handler det om at finde ud af, hvem der har ret, hvortil det er naturligt at tilføje: og hvem der har uret.
Alle er nemlig enige om, at dokumentarprogrammet ENTEN bygger på rigtige oplysninger ELLER på forkerte. ENTEN er det rigtigt af Fogh at blande sig i DRs videreformidling af begivenheder i Kandaharlejren ELLER også er det ikke. ENTEN/ELLER.
Enigheden om ENTEN/ELLER er imidlertid lige nøjagtig det, der gør det lange svar på det indledende spørgsmål spidsfindigt. Når vi uden at tænke nærmere over det altid er enige om at dele verden op i enten/eller, rigtigt/forkert, sort/hvid, ret/uret, forsvar/angreb (som det er tilfældet i artiklen på side 4), så glemmer vi nemlig, at der er langt mere på spil end som så.
Vi glemmer, at sagen om Fogh og DR ikke handler om, hvem der har ret og hvem der har uret, men om forskellige interesser (hvorfor ellers udvise ”stor begejstring for, at den stærke kritik af DR kommer fra Nyhedsavisen, hvis chefredaktør, David Trads forsøgte at stille op for Socialdemokraterne ved seneste folketingsvalg”, som det formuleres i forsideartiklen?). Vi glemmer, at vi som journalist, statsminister eller læser har en interesse i, at ”alle de andre” opfatter konflikten på samme måde som vi selv gør.
Vi glemmer det eller vil slet ikke erkende det.
Når vi selv er involveret i en sag (som Fogh/regeringen er det, når det gælder situationen i Afghanistan; som DR er det, når det gælder et af deres dokumentarprogrammer, og som Politikens journalister er det (!), hvis/når kritikken af DR får konsekvenser for den samlede pressestand), så handler det kun om én ting: At få andre til at se sagen på samme måde som vi selv gør. Når vi deler verden op i rigtigt og forkert, så er det fordi vi drives af en trang til at overbevise andre om, at den måde, VI betragter verden på er den rigtige.
Og det gælder os alle sammen. Journalister vil have os til at tænke journalistisk (se eksempel i interview af Anders Fogh på side 4). Politikere vil have os til at tænke politisk. Jurister vil have os til at tænke juridisk. Og filosoffer vil have os til at tænke filosofisk.
Hvorfor? Fordi verden er for svær at forstå uden et filter, der deler alting op i rigtigt og forkert.
P.s. Tak for denne gang. Jeg blogger videre på www.tanketjek.blogspot.com hvor I er velkomne til at læse med og udfordre mine mere eller mindre gennemtænkte tanker…
Tuesday, January 23, 2007
Jeg vil være folkelig - hjælp!
Selvom det måske er svært at se på mine emner og måde at skrive på, så prøver jeg faktisk at blive mere folkelig i min omgang med filosofi.
Men jeg har brug for hjælp.
Derfor tænkte jeg, om der er nogen af jer, der vil give mig lidt feedback på en manchet til et foredrag, jeg skal holde i maj. Foredraget skal holdes i Filosofisk Forum, så det behøver ikke at være 100% tilgængeligt for alle, men det er vigtigt for mig, at manchetten vækker interese blandt alle former for mennesker, der kan lide at tænke sig om.
Derfor: Hvad siger I til nedenstående manchet? Ville I komme til foredraget?
Grammatik er Gud
Selvom vi er tilbøjelige til at tro, at fundamentalisme er lig med islam, så har vestlig filosofi gennem årtusinder bygget på en metafysisk forestilling om, at der er et fundament for vores erkendelse. Og selvom Nietzsche, Heidegger, Vattimo m.fl. har forsøgt et opgør med denne forestilling (metafysikopgøret), så er det stadig ikke lykkedes at etablere en såkaldt postmetafysisk tænkning. Forklaringen på opgørets manglende succes giver Nietzsche allerede i 1888, hvor han formulerer en frygt for, at "vi alligevel ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken" (Afgudernes ragnarok). Der er nemlig noget, der tyder på, at det er den grammatiske struktur i de indoeuropæiske sprog, der tvinger vesterlændinge til at tænke i enten/eller, sort/hvid, rigtigt/forkert - kort sagt: i absolutter. Pia Lauritzen introducerer sin afhandling om sammenhængen mellem vestlig grammatik og metafysisk tænkning, som snart udkommer på Museum Tusculanums Forlag med titlen Et spørgsmål om at være.
På forhånd tak for hjælpen...
Men jeg har brug for hjælp.
Derfor tænkte jeg, om der er nogen af jer, der vil give mig lidt feedback på en manchet til et foredrag, jeg skal holde i maj. Foredraget skal holdes i Filosofisk Forum, så det behøver ikke at være 100% tilgængeligt for alle, men det er vigtigt for mig, at manchetten vækker interese blandt alle former for mennesker, der kan lide at tænke sig om.
Derfor: Hvad siger I til nedenstående manchet? Ville I komme til foredraget?
Grammatik er Gud
Selvom vi er tilbøjelige til at tro, at fundamentalisme er lig med islam, så har vestlig filosofi gennem årtusinder bygget på en metafysisk forestilling om, at der er et fundament for vores erkendelse. Og selvom Nietzsche, Heidegger, Vattimo m.fl. har forsøgt et opgør med denne forestilling (metafysikopgøret), så er det stadig ikke lykkedes at etablere en såkaldt postmetafysisk tænkning. Forklaringen på opgørets manglende succes giver Nietzsche allerede i 1888, hvor han formulerer en frygt for, at "vi alligevel ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken" (Afgudernes ragnarok). Der er nemlig noget, der tyder på, at det er den grammatiske struktur i de indoeuropæiske sprog, der tvinger vesterlændinge til at tænke i enten/eller, sort/hvid, rigtigt/forkert - kort sagt: i absolutter. Pia Lauritzen introducerer sin afhandling om sammenhængen mellem vestlig grammatik og metafysisk tænkning, som snart udkommer på Museum Tusculanums Forlag med titlen Et spørgsmål om at være.
På forhånd tak for hjælpen...
Thursday, January 18, 2007
Politikens læserpanel
MORAL ER GODT – dobbeltmoral er dobbelt så godt
En opfølgning til artiklen ”Godt gået, urmager!” på side 3 kunne handle om den almindelige danskers opfattelse af retfærdighed.
Selvom det med psykolog Birgit Bruuns ord er irrationelt at udøve selvtægt og filosof Jesper Ryberg vurderer, at folk ikke generelt går ind for selvtægt, men forholder sig til den specifikke sag (når over halvdelen af læserne på Politiken.dk sympatiserer med en urmager, der har skudt og såret to røvere), så skal den massive opbakning til en urmager, der tager loven i egen hånd tages alvorligt. Det er trods alt irrationelle følelser og specifikke situationer, der afgør, hvordan vi omsætter vores generelle holdning til handlinger, og det er farligt at negligere sympatien for urmageren med, at ”de vrede råber højest” som Birgit Bruun gør det i dagens Politiken.
Sagen kan betragtes ud fra flere forskellige perspektiver:
Ud fra et KONSEKVENSETISK PERSPEKTIV, hvor en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den har, er det endnu svært at vurdere rimeligheden i urmagerens handling. Det er muligt, at konsekvenserne for urmageren selv, hans ofre og alle andre, der er berørt af den voldelige handling er rimelige i forhold til at få stoppet røverne. Men det er svært at forestille sig.
Ud fra et NYTTEETISK PERSPEKTIV, som handler om at opnå mest mulig lykke til flest mulig mennesker, er der vel ikke noget forgjort i, at urmageren var tæt på at aflive to forbrydere. Medmindre altså, at nytteværdien i at de er væk (de forulemper ikke den stakkels urmager og x antal andre mennesker) er mindre end nytteværdien i, at de er her (de bringer indhold og glæde i x antal menneskers liv). Og det er vel lidt svært at afgøre for en ganske almindelig urmager.
Ud fra et PLIGTETISK PERSPEKTIV, som handler om at have viljen til at gøre ’det rigtige’ (uanset konsekvenser), er det tæt på umuligt at forsvare urmagerens handling. Den tyske filosof Immanuel Kant konstaterede for snart længe siden, at man kun skal udføre handlinger, man ønsker, at alle andre også udfører. Medmindre samfundet kan fungere ud fra en parole om, at alle må skyde alle, hvis bare de føler sig tilstrækkelig forulempet, så har urmageren gjort noget forkasteligt.
Når langt over halvdelen af Politikens læsere på Politiken.dk mener, at urmageren var i sin gode ret, da han skød og sårede to andre mennesker, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af, om danskerne anno 2007 tænker nytteetisk, konsekvensetisk, pligtetisk eller noget helt fjerde, når det gælder selvtægt. Mister alt andet virkelig sin betydning, når folk, vi sympatiserer med bliver ”presset op i et hjørne, er truet på sit levebrød [vel at mærke ikke sit liv], og politiet ikke kan hjælpe dem”, som Birgit Bruun formulerer det?
Jeg vil meget gerne høre din mening – også selvom du ikke er vred…
Til mine egne bloglæsere: Beklager, at I er blevet påduttet de forskellige etiske perspektiver tidligere - jeg kunne ikke dy mig for at dele dem med Politikens læsere, når nu urmageren på det nærmeste inviterer... Jeg vil i øvrigt meget gerne høre fra jer i ny og næ - hvis I altså har lyst!
En opfølgning til artiklen ”Godt gået, urmager!” på side 3 kunne handle om den almindelige danskers opfattelse af retfærdighed.
Selvom det med psykolog Birgit Bruuns ord er irrationelt at udøve selvtægt og filosof Jesper Ryberg vurderer, at folk ikke generelt går ind for selvtægt, men forholder sig til den specifikke sag (når over halvdelen af læserne på Politiken.dk sympatiserer med en urmager, der har skudt og såret to røvere), så skal den massive opbakning til en urmager, der tager loven i egen hånd tages alvorligt. Det er trods alt irrationelle følelser og specifikke situationer, der afgør, hvordan vi omsætter vores generelle holdning til handlinger, og det er farligt at negligere sympatien for urmageren med, at ”de vrede råber højest” som Birgit Bruun gør det i dagens Politiken.
Sagen kan betragtes ud fra flere forskellige perspektiver:
Ud fra et KONSEKVENSETISK PERSPEKTIV, hvor en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den har, er det endnu svært at vurdere rimeligheden i urmagerens handling. Det er muligt, at konsekvenserne for urmageren selv, hans ofre og alle andre, der er berørt af den voldelige handling er rimelige i forhold til at få stoppet røverne. Men det er svært at forestille sig.
Ud fra et NYTTEETISK PERSPEKTIV, som handler om at opnå mest mulig lykke til flest mulig mennesker, er der vel ikke noget forgjort i, at urmageren var tæt på at aflive to forbrydere. Medmindre altså, at nytteværdien i at de er væk (de forulemper ikke den stakkels urmager og x antal andre mennesker) er mindre end nytteværdien i, at de er her (de bringer indhold og glæde i x antal menneskers liv). Og det er vel lidt svært at afgøre for en ganske almindelig urmager.
Ud fra et PLIGTETISK PERSPEKTIV, som handler om at have viljen til at gøre ’det rigtige’ (uanset konsekvenser), er det tæt på umuligt at forsvare urmagerens handling. Den tyske filosof Immanuel Kant konstaterede for snart længe siden, at man kun skal udføre handlinger, man ønsker, at alle andre også udfører. Medmindre samfundet kan fungere ud fra en parole om, at alle må skyde alle, hvis bare de føler sig tilstrækkelig forulempet, så har urmageren gjort noget forkasteligt.
Når langt over halvdelen af Politikens læsere på Politiken.dk mener, at urmageren var i sin gode ret, da han skød og sårede to andre mennesker, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af, om danskerne anno 2007 tænker nytteetisk, konsekvensetisk, pligtetisk eller noget helt fjerde, når det gælder selvtægt. Mister alt andet virkelig sin betydning, når folk, vi sympatiserer med bliver ”presset op i et hjørne, er truet på sit levebrød [vel at mærke ikke sit liv], og politiet ikke kan hjælpe dem”, som Birgit Bruun formulerer det?
Jeg vil meget gerne høre din mening – også selvom du ikke er vred…
Til mine egne bloglæsere: Beklager, at I er blevet påduttet de forskellige etiske perspektiver tidligere - jeg kunne ikke dy mig for at dele dem med Politikens læsere, når nu urmageren på det nærmeste inviterer... Jeg vil i øvrigt meget gerne høre fra jer i ny og næ - hvis I altså har lyst!
Friday, January 12, 2007
Politikens læserpanel
Det ville jeg gerne have læst
På Journalisthøjskolen får man jævnligt at vide, at det er vigtigt med en fængende rubrik (overskrift). Det har journalisten bag den øverste artikel på side 6 fanget. Hvad han til gengæld må have misset er den mindst lige så vigtige pointe, at rubrikken skal være relevant for indholdet i artiklen.
Jeg er sjældent blevet så nysgerrig på en artikel som da jeg læste rubrikken: ”Som muslim har jeg svar på alle store spørgsmål, som berømte filosoffer ikke har kunnet finde svar på”. Og jeg er sjældent blevet så skuffet. Rubrik og brødtekst hænger nemlig overhovedet ikke sammen og det er først til sidst i artiklen, journalisten kommer i tanke om, at han har lovet læseren noget om ABAs refleksioner over sammenhængen mellem islam og ’besvarelse af alle store spørgsmål’. Så han gentager citatet fra rubrikken.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder sammenhængen mellem religion og det, ABA kalder livsanskuelse voldsomt interessant. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg over flere år har beskæftiget mig med sammenhængen mellem natur/kultur/sprog og den måde, mennesker tænker og organiserer sig på. Derfor bliver jeg særlig nysgerrig, når en muslim kæder vestlig tænkning sammen med islam. (Selvom artiklen ikke siger noget om det, tillader jeg mig at antage, at ABA med ’berømte filosoffer’ henviser til vestlige tænkere).
Den fængende rubrik tænder nemlig en forventning om, 1) at journalisten har undersøgt, hvordan ABA mener, at islam og besvarelse af ’alle store spørgsmål’ hænger sammen, 2) en refleksion over forskellen mellem vestlig og mellemøstlig tilgang til livets store spørgsmål. Jeg får ingen af delene.
Som faglært filosof undrer jeg mig over, at ABA kæder besvarelse af alle store spørgsmål sammen med filosofi. Min lange universitetsuddannelse har nemlig lært mig, at filosofi ikke handler om at finde gode svar, men om at stille gode spørgsmål.
Det ved ABA ikke. Han er styret af et behov for en altomfattende livsanskuelse og bebrejder filosofien/vesten, at den ikke – ligesom islam – ”giver svar på alle menneskets spørgsmål”. For mig at se fravælger ABA filosofien/vesten, fordi den gør noget andet end det, han tror, den skal. Det synes jeg er rigtig ærgerligt – og utrolig interessant.
Jeg ville gerne læse en artikel om, hvad ABAs tankevækkende citat fortæller om muslimers livsanskuelse, men det får jeg ikke lov til i dagens Politiken. I stedet får jeg en tynd beretning om de terrortiltaltes telefonkorrespondance og en dårligt underbygget konstatering af, at ABA og co. har benyttet kodesprog.
På Journalisthøjskolen får man jævnligt at vide, at det er vigtigt med en fængende rubrik (overskrift). Det har journalisten bag den øverste artikel på side 6 fanget. Hvad han til gengæld må have misset er den mindst lige så vigtige pointe, at rubrikken skal være relevant for indholdet i artiklen.
Jeg er sjældent blevet så nysgerrig på en artikel som da jeg læste rubrikken: ”Som muslim har jeg svar på alle store spørgsmål, som berømte filosoffer ikke har kunnet finde svar på”. Og jeg er sjældent blevet så skuffet. Rubrik og brødtekst hænger nemlig overhovedet ikke sammen og det er først til sidst i artiklen, journalisten kommer i tanke om, at han har lovet læseren noget om ABAs refleksioner over sammenhængen mellem islam og ’besvarelse af alle store spørgsmål’. Så han gentager citatet fra rubrikken.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder sammenhængen mellem religion og det, ABA kalder livsanskuelse voldsomt interessant. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg over flere år har beskæftiget mig med sammenhængen mellem natur/kultur/sprog og den måde, mennesker tænker og organiserer sig på. Derfor bliver jeg særlig nysgerrig, når en muslim kæder vestlig tænkning sammen med islam. (Selvom artiklen ikke siger noget om det, tillader jeg mig at antage, at ABA med ’berømte filosoffer’ henviser til vestlige tænkere).
Den fængende rubrik tænder nemlig en forventning om, 1) at journalisten har undersøgt, hvordan ABA mener, at islam og besvarelse af ’alle store spørgsmål’ hænger sammen, 2) en refleksion over forskellen mellem vestlig og mellemøstlig tilgang til livets store spørgsmål. Jeg får ingen af delene.
Som faglært filosof undrer jeg mig over, at ABA kæder besvarelse af alle store spørgsmål sammen med filosofi. Min lange universitetsuddannelse har nemlig lært mig, at filosofi ikke handler om at finde gode svar, men om at stille gode spørgsmål.
Det ved ABA ikke. Han er styret af et behov for en altomfattende livsanskuelse og bebrejder filosofien/vesten, at den ikke – ligesom islam – ”giver svar på alle menneskets spørgsmål”. For mig at se fravælger ABA filosofien/vesten, fordi den gør noget andet end det, han tror, den skal. Det synes jeg er rigtig ærgerligt – og utrolig interessant.
Jeg ville gerne læse en artikel om, hvad ABAs tankevækkende citat fortæller om muslimers livsanskuelse, men det får jeg ikke lov til i dagens Politiken. I stedet får jeg en tynd beretning om de terrortiltaltes telefonkorrespondance og en dårligt underbygget konstatering af, at ABA og co. har benyttet kodesprog.
Monday, January 08, 2007
Et godt menneske
I weekenden fik jeg at vide, at vores nyindkøbte hus fra 1910 lever op til de nye isoleringsstandarder, når vi er færdige med hulrum og rockwool til foråret.
I går fandt jeg ud af, at det bedst kan betale sig at tage toget (eller cykle) til arbejde, når vi flytter ud af byen på lørdag.
Og i dag kan jeg læse i avisen, at jeg er et godt menneske, fordi jeg sparer atmosfæren for ca. 6 ton Co2 om året.
Er det ikke herligt, når man gør det rigtige, fordi det kan betale sig!?
I går fandt jeg ud af, at det bedst kan betale sig at tage toget (eller cykle) til arbejde, når vi flytter ud af byen på lørdag.
Og i dag kan jeg læse i avisen, at jeg er et godt menneske, fordi jeg sparer atmosfæren for ca. 6 ton Co2 om året.
Er det ikke herligt, når man gør det rigtige, fordi det kan betale sig!?
Friday, January 05, 2007
Politikens læserpanel: Hvad gør virkeligheden virkelig?
Kære Eva Elbæk-Jørgensen
Jeg beklager, at du ikke finder spørgsmålet, ”hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?” spændende.
Det samme har muligvis gjort sig gældende i mine tidligere spørgsmål som ”hvilke menneskelige træk er så tydelige i DF, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?”, ”hvilket ansvar bærer aktionærer og journalister i forhold til virksomheders og landbrugets ansvarlighed?” og ”hvad skal der til for, at verdens rigeste kan mærke verdens fattigste?”
Men jeg beklager ikke, at jeg blandt dagens temaer har valgt ”virkelighed, videnskab og virtualitet” (ikke Galathea) frem for det ’hovedtema’, du beskriver. Læserpanelet består som bekendt af repræsentativt udvalgte læsere, som har fået til opgave at starte en debat med udgangspunkt i deres måde at læse avisen på.
Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis skal forholde mig til mishandling af afghanske fanger, flygtninges beskyttelsesbehov og asylsituationen i Danmark - selvom du (og formentlig mange andre) vælger at gøre det.
Når det er sagt, så indgår ”mit” tema om virkelighed, videnskab og virtualitet i tre artikler i 1. sektion og to debatindlæg i 2. sektion – så jeg mener bestemt ikke, det er irrelevant for dagens avis.
Med tak for muligheden for at uddybe, hvad jeg forstår ved tematisk krydslæsning og –formidling af udvalgte artikler,
Pia Lauritzen
Jeg beklager, at du ikke finder spørgsmålet, ”hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?” spændende.
Det samme har muligvis gjort sig gældende i mine tidligere spørgsmål som ”hvilke menneskelige træk er så tydelige i DF, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?”, ”hvilket ansvar bærer aktionærer og journalister i forhold til virksomheders og landbrugets ansvarlighed?” og ”hvad skal der til for, at verdens rigeste kan mærke verdens fattigste?”
Men jeg beklager ikke, at jeg blandt dagens temaer har valgt ”virkelighed, videnskab og virtualitet” (ikke Galathea) frem for det ’hovedtema’, du beskriver. Læserpanelet består som bekendt af repræsentativt udvalgte læsere, som har fået til opgave at starte en debat med udgangspunkt i deres måde at læse avisen på.
Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis skal forholde mig til mishandling af afghanske fanger, flygtninges beskyttelsesbehov og asylsituationen i Danmark - selvom du (og formentlig mange andre) vælger at gøre det.
Når det er sagt, så indgår ”mit” tema om virkelighed, videnskab og virtualitet i tre artikler i 1. sektion og to debatindlæg i 2. sektion – så jeg mener bestemt ikke, det er irrelevant for dagens avis.
Med tak for muligheden for at uddybe, hvad jeg forstår ved tematisk krydslæsning og –formidling af udvalgte artikler,
Pia Lauritzen
Politikens læserpanel
Hvad gør virkeligheden virkelig?
Alt imens ”et af de mest bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter, denne verden hidtil har set” (Bertel Haarder om Galathea 3, 1. sektion side 3) forgæves prøver at vække skoleelevers interesse for naturvidenskab, har unge såvel som ældre travlt med at organisere sig i paralleluniverser på nettet (1. sektion side 12).
Det kunne tyde på, at vi interesserer os mere for den virtuelle virkelighed, vi selv er med til at skabe end den videnskabelige virkelighed, der rapporteres af topforskere på jordomsejling. Hvorfor? Fordi sandheden om mennesker kommer frem på nettet (Slavoj Zizek, 2. sektion side 6) og videnskaben opfattes som ”en stærkt fundamentalistisk trosretning” (Jens Morten Hansen, 2. sektion side 9).
Dét er da interessant. Også selvom tesen først dukker op, når man læser på tværs af udvalgte artikler og forholder sig kritisk til Anette Jensens formodning om, at fysik- og kemilærere ikke bruger Galathea 3 i deres undervisning, fordi de mangler grundbøger, klassesæt og eksempler på opgaver.
Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, så kan jeg ikke huske en eneste tekst fra undervisningen i historie. Hverken grundbøger, klassesæt eller eksempler på opgaver har gjort så stort et indtryk på mig, at de nu, ti år senere, figurerer i min hukommelse.
Hvad jeg derimod kan huske er computerspillet, Settlers, som gav klassen mulighed for i fællesskab at skrive historie. I spillet var det nemlig os, der afgjorde, hvordan samfundet skulle indrettes politisk, økonomisk og socialt og vi oplevede så at sige på egen krop, at vores beslutninger havde konsekvenser for en hel masse andre end os selv.
Udtrykket ’på egen krop’ er tankevækkende, når man beskæftiger sig med virkeligheden som henholdsvis videnskab og virtualitet. For hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene med Jens Morten Hansens udtryk beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?
Jeg tror, det er oplevelsen af at være med.
Videnskaben er, på trods af ”bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter”, ikke særlig god til at gøre virkeligheden virkelig for dem, der lever i den. Tværtimod gøres ihærdige forsøg på at afskaffe de dele af virkeligheden, som videnskaben ikke kan rumme, herunder religion.
Rollespilsproducenter, derimod, er eksperter i at indrette paralleluniverser, der ligner den virkelige virkelighed til forveksling. Med økonomiske systemer, menneskelige relationer og udvikling af produkter til fælles gavn er forskellen mellem det videnskabelige og virtuelle univers nemlig ikke, at sidstnævnte er mere ”spacey”. Forskellen er, at det virtuelle univers ikke bare gør plads til, men forudsætter, at spillerne har en egen oplevelse af den virkelighed, de er med til at skabe.
Hvis jeg var Bertel Haarder ville jeg reflektere over, hvorfor unge foretrækker at organisere sig på nettet frem for at engagere sig i det samfund, de (også) er en del af. Og jeg ville gøre det, inden jeg grebet af tidens trend inviterede lærere og elever ”med på en virtuel rejse rundt om jorden”.
P.S. Jeg er blevet opmærksom på en tankevækkende dimension i Politiken: Ved at krydslæse de forskellige artikler dukker der spændende spørgsmål og temaer op, som der sjældent er anledning til at behandle. Det rejser to spørgsmål:
1) Til mine medlæsere: Er jeg den eneste, der synes, det kunne være berigende med en tematisk krydslæsning og –formidling af dagens artikler?
2) Til Politiken: Har I nogensinde overvejet at foretage en sådan krydslæsning og formidle ét af ’dagens temaer’ på tværs af udvalgte artikler?
Alt imens ”et af de mest bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter, denne verden hidtil har set” (Bertel Haarder om Galathea 3, 1. sektion side 3) forgæves prøver at vække skoleelevers interesse for naturvidenskab, har unge såvel som ældre travlt med at organisere sig i paralleluniverser på nettet (1. sektion side 12).
Det kunne tyde på, at vi interesserer os mere for den virtuelle virkelighed, vi selv er med til at skabe end den videnskabelige virkelighed, der rapporteres af topforskere på jordomsejling. Hvorfor? Fordi sandheden om mennesker kommer frem på nettet (Slavoj Zizek, 2. sektion side 6) og videnskaben opfattes som ”en stærkt fundamentalistisk trosretning” (Jens Morten Hansen, 2. sektion side 9).
Dét er da interessant. Også selvom tesen først dukker op, når man læser på tværs af udvalgte artikler og forholder sig kritisk til Anette Jensens formodning om, at fysik- og kemilærere ikke bruger Galathea 3 i deres undervisning, fordi de mangler grundbøger, klassesæt og eksempler på opgaver.
Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, så kan jeg ikke huske en eneste tekst fra undervisningen i historie. Hverken grundbøger, klassesæt eller eksempler på opgaver har gjort så stort et indtryk på mig, at de nu, ti år senere, figurerer i min hukommelse.
Hvad jeg derimod kan huske er computerspillet, Settlers, som gav klassen mulighed for i fællesskab at skrive historie. I spillet var det nemlig os, der afgjorde, hvordan samfundet skulle indrettes politisk, økonomisk og socialt og vi oplevede så at sige på egen krop, at vores beslutninger havde konsekvenser for en hel masse andre end os selv.
Udtrykket ’på egen krop’ er tankevækkende, når man beskæftiger sig med virkeligheden som henholdsvis videnskab og virtualitet. For hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene med Jens Morten Hansens udtryk beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?
Jeg tror, det er oplevelsen af at være med.
Videnskaben er, på trods af ”bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter”, ikke særlig god til at gøre virkeligheden virkelig for dem, der lever i den. Tværtimod gøres ihærdige forsøg på at afskaffe de dele af virkeligheden, som videnskaben ikke kan rumme, herunder religion.
Rollespilsproducenter, derimod, er eksperter i at indrette paralleluniverser, der ligner den virkelige virkelighed til forveksling. Med økonomiske systemer, menneskelige relationer og udvikling af produkter til fælles gavn er forskellen mellem det videnskabelige og virtuelle univers nemlig ikke, at sidstnævnte er mere ”spacey”. Forskellen er, at det virtuelle univers ikke bare gør plads til, men forudsætter, at spillerne har en egen oplevelse af den virkelighed, de er med til at skabe.
Hvis jeg var Bertel Haarder ville jeg reflektere over, hvorfor unge foretrækker at organisere sig på nettet frem for at engagere sig i det samfund, de (også) er en del af. Og jeg ville gøre det, inden jeg grebet af tidens trend inviterede lærere og elever ”med på en virtuel rejse rundt om jorden”.
P.S. Jeg er blevet opmærksom på en tankevækkende dimension i Politiken: Ved at krydslæse de forskellige artikler dukker der spændende spørgsmål og temaer op, som der sjældent er anledning til at behandle. Det rejser to spørgsmål:
1) Til mine medlæsere: Er jeg den eneste, der synes, det kunne være berigende med en tematisk krydslæsning og –formidling af dagens artikler?
2) Til Politiken: Har I nogensinde overvejet at foretage en sådan krydslæsning og formidle ét af ’dagens temaer’ på tværs af udvalgte artikler?
Subscribe to:
Posts (Atom)