Thursday, September 27, 2012

Spørgsmålet er svaret

Uanset om du er journalist, konsulent, leder eller forsker, så stiller du spørgsmål for at blive klogere. Men dine spørgsmål siger mere om dig end om det, du undersøger, og derfor er det på tide, at du lader dem, du gerne vil blive klogere på, stille sig selv spørgsmål. Det er nogle af pointerne i en ny ph.d.-afhandling der blev forsvaret forleden.

Læs hele artiklen på Kforum.

Sunday, September 23, 2012

Endelig

Så er min afhandling forsvaret og endeligt indstillet til ph.d.-graden i filosofi ved Aarhus Universitet. Det var en stor oplevelse og fuldstændig lige så fantastisk at have tre superdygtige opponenter til at diskutere min afhandling med mig, som jeg havde håbet.

Opponenternes forskellige profiler gjorde, at vi kom godt og grundigt rundt i afhandlingen, så vi både fik diskuteret:

  • Stafetanalysen®, Vattimos kritik at Gadamer, min forståelse af en transcendental-historisk tilgang til filosofi, Kants betydning for filosofihistorien (og min afhandling) og problemerne ved at tro, at man kan lære folk at reflektere på et kursus eller en uddannelse (Professor Anders Lindseth fra Universitetet i Nordland, Norge)
  • Problemerne ved at stille min kritik af ledelsesteori og -praksis så skarpt op, som jeg gør, uklarhederne i, hvad det er for en viden, jeg får frem ved at overlade det til organisationens egne medlemmer at fortolke resultatet af en Stafetanalyse®, forskellen på Foucaults og Nietzsches magtbegreb - og hvad det betyder i forhold til ledelse - samt spørgsmålet, om jeg i virkeligheden er lutheraner, og om jeg tror på det gode (Lektor Camilla Sløk, CBS)
  • Hvordan sproglighed skal forstås, om de grammatiske strukturer og forskellen på hv-spørgsmål er lige så afgørende for tænkning, som jeg tror, de er, Vattimos (og min) brug af begrebet 'strukturer' om det, der ikke kan tænkes, men gør, at vi tænker, som vi gør, min brug af begrebet 'sprækker' i stedet for 'lysning' eller 'åbning' og hvorfor Heidegger kalder et af sine sene skrifter for Was heisst Denken? (Lektor Thomas Schwarz Wentzer, Aarhus Universitet)
Forsvaret tog i alt tre timer, så vi var rundt om en hel masse mere, men det er umiddelbart det, der gjorde størst indtryk i situationen - eller i hvert fald det, der hang ved.

Jeg vil gerne takke alle, der sendte søde hilsner og/eller overværede forsvaret. Som min søster sagde efterfølgende; det var en dag fyldt med kærlighed - og det er jeg meget taknemmelig for.

Thursday, September 20, 2012

Dagen før dagen

Om knapt 14 timer byder lektor Jørgen Huggler velkommen til mit ph.d.-forsvar på Aarhus Universitet/Campus Emdrup, Lokale C 001, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Derefter får jeg ordet, som jeg vil benytte til at stille mig selv nogle af de spørgsmål, ledere og konsulenter - og formentlig de fleste andre i vores del af verden - har sværest ved at stille.

Med afsæt i undersøgelser gennemført i 17 forskellige virksomheder vil jeg vise, at mens 89 % af de spørgsmål, ledere og medarbejdere stiller, når de selv må bestemme, hvem de vil spørge og hvad de vil spørge om er HVAD-, HVORDAN- og HVILKE-spørgsmål, så er kun 11 % HVORFOR-, HVEM- og HVORNÅR-spørgsmål.

Det har konsekvenser for det, vi tænker - og ikke tænker - hvilket jeg vil demonstrere ved at besvare følgende spørgsmål:

  1. HVORFOR har min forskning udviklet sig som og medført de resultater, den har?
  2. HVEM har inspireret mig til at tænke og forholde mig til filosofi og ledelse, som jeg gør?
  3. HVORNÅR er det vigtigt at beskæftige sig med sine egne grundlæggende antagelser?
Jeg kan sige så meget som, at jeg ikke har præsenteret min forskning på denne måde før, og at jeg glæder mig som et lille barn til at høre bedømmelsesudvalgets - og evt. diskussionslystne tilhøreres - reaktion på mit forsøg på at demonstrere tænkning snarere end at fortælle om det.

Ses vi?

http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/phd-forsvar-6/