Professor Kristian Kreiner har på trods af urimelig travlhed været så fantastisk sød at læse manuskriptet til min nye bog igennem og har undervejs givet mig rigtig mange gode input og fortalt mig, hvor jeg er svær at følge - og hvor jeg er helt umulig. I en af sine første kommentarer til manus skrev han:
"Der er kant over for mange mennesker [teoretikere] (også nogle af dem mine venner), og kærlighed over for nogle af de citerede praktikere".
Det er ikke bare rigtigt, men så utrolig præcist, at jeg tror, jeg vil bruge det i den fortælling om bogen, jeg skal have formuleret inden udgivelsen. (Eksempel i forrige indlæg: "Udgangspunktet for bogen er, at kilden til de mange problemer, der er i ledelse og organisationer ikke er praksis, men de teorier, praksis bygger på").
Men hvorfor er det, jeg er så begejstret for praksis, at Kreiner ligefrem taler om "kærlighed over for nogle af de citerede praktikere"? Det skyldes bl.a. de beskeder, jeg modtager fra ledere og medarbejdere, når jeg afprøver nye metoder til ledelses- og organisationsudvikling baseret på min forskning. Som fx den mail, jeg netop har modtaget fra en leder, der i forbindelse med et strategiforløb i den virksomhed, han er medejer af, er blevet bedt om at rose mere.
Opfordringen er opstået som led i en øvelse, der går ud på, at alle ansatte skal lave en "ordreseddel" med én ting, de mener vil påvirke adfærden i virksomheden positivt, hvis alle gør mere/mindre af det i en uge. "Ordresedlerne" lægges i en kurv, hvorfra der trækkes én, hver uge i seks uger. Den første, som i den pågældende virksomhed blev trukket for to dage siden, lød noget i retning af "vi skal rose mere", og det har fået lederen til at skrive følgende til mig i en mail i dag:
"Jeg roser en masse og reflekterer over, hvorfor ordren provokerer mig. Og hvad ros egentlig er? Og hvorfor ingen roser mig :)"
Det er da fantastisk! Og betydelig mere reflekteret end langt størstedelen af de mange ledelses- og organisationsteorier, jeg har læst de seneste måneder.
Interessant, måske hænger det sammen med at klassiske hierarkiske strukturer stadig lever i bedste velgående i de fleste firmaer. Alle har brug for ros, men at en medarbejder roser sin chef falder sådan steder mindre naturligt end omvendt.
ReplyDeleteEn anden forklaring kan selvfølgelig være kultur, og misforståelser af hvad der kan opfattes som ros. De fleste har forskellige måder både at give og modtage ros.
Sikkert er dog, at berettiget ros - for de fleste - både motiverer og øger den generelle arbejdsglæde.
Hej Ask
ReplyDeleteJeg er helt enig med dig i, at klassiske hierarkiske strukturer stadig - og formentlig altid - vil leve i bedste velgående i de fleste firmaer. Og det mener jeg ikke nødvendigvis er et problem. I hvert fald ikke, hvis både ledere og medarbejdere (som den citerede leder og du) reflekterer over deres egne og andres forhold til fx ros.
Derfor er jeg især glad for den første refleksion i lederens mail: "Jeg reflekterer over, hvorfor ordren provokerer mig". Ordren har rørt ved et eller andet i lederen, som gør, at han ikke kan lade være med at reflektere over sit eget og andres forhold til ros - og det gør mig virkelig glad.
Dels fordi det bekræfter mig i, at der ikke er nogen, der er så gode til at spidde det, der betyder noget for en organisation og dennes medlemmer som netop organisationens medlemmer (i dette tilfælde den leder/medarbejder, der har formuleret ordren), dels fordi det fortæller en fantastisk historie om menneskets lyst og evne til at tænke over og udfordre sig selv og sine omgivelser - hvis det får de rette rammer.
Mange tak for din kommentar,
Pia