"Det er ganske ærgerligt, at det norske retspsykiatriske uvæsen er lykkedes med at kuppe sagen, den burde handle om de pårørende og det politiske budskab. For 22. juli handler ikke om psykiatri, men Norges og Europas fremtid" (Anders Breivik i Berlingske 21.06.2012).
Jeg tumler med to spørgsmål: 1) Hvorfor er det så vigtigt for os, at Breiviks forbrydelse kun handler om Breivik (psykiatri frem for politik/ideologi)? 2) Hvorfor bruger vi så utrolig mange ressourcer på sagen, hvis den kun handler om Breivik = ét menneske, der adskiller sig radikalt fra alle andre?
Jeg er enig med Breivik i ovenstående formulering. Men jeg er endnu mere enig med 21-årige Bjørn Ihler i, at det er vigtigt at tage Breiviks - og enhver anden - ideologi (og disses indvirkning på menneskers gøren og laden) seriøst.
Friday, June 22, 2012
Thursday, June 21, 2012
Kronik: Jeg registreres, altså er jeg
På den ene side har vi en klar idé om, hvad der skal til for at klare sig på fremtidens globale marked. På den anden side har vi regeringens aktuelle børnepolitik. Hvorfor peger de i hver sin retning? En mors alarmklokker ringer.
Læs hele kronikken i Berlingske den 21. juni 2012.
Thursday, June 14, 2012
Historieløs videnskab gentager historien
Forskningsformidling. Der er ikke grænser for, hvad der kan tage form og formidles som ny videnskabelig forskning. Men der er grænser for, hvor meget nyt vi kan lære af videnskaben.
Der er nu noget komisk over, at videnskaben har brugt 500 år på at nå frem til noget, filosoffer har vidst i 2500 år. Tragikomisk. At videnskabsmænd som Stuart Firestein kan bruge hele sider i Weekendavisen på at gentage og tage æren for pointer formuleret i det antikke Grækenland, som fx: ”Traditionelt hedder det sig, at først er der uvidenhed, så kommer der viden. Jeg ser det generelt omvendt. Jo mere man ved, desto mere ved man, at man ikke ved” (”Spørgsmålene er det mest interessante”, Ideer 8.6.).
Kan det virkelig være gået Firesteins (og Weekendavisens udsendtes) næse forbi, at Sokrates´ slagord var, ”det eneste jeg ved, er, at jeg intet ved”? Tror Firestein, at han bidrager til den udvikling, videnskab efter sigende handler om, ved at pointere, at det i højere grad er spørgsmålene end svarene, der giver fremskridt? Og mener han alvorligt, at han har gjort en opdagelse ved at iagttage, at ”medierne sjældent rapporterer om historien bag et nyt forskningsresultat”? Tilsyneladende.
Og måske er det ikke så mærkeligt. For tre måneder siden spurgte jeg i et indlæg om Per Durst-Andersens bog Bag om sproget, om humanistisk forskning er for svær for Weekendavisen, og om det er grunden til, at dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter avisens fortrinlige dækning af naturvidenskabelig forskning (Debat 9.3.).
Det bekræfter artiklen om Firestein. Hvis journalisten havde haft et minimum af idéhistorisk eller bare videnskabshistorisk indsigt, så ville han nemlig have udfordret Firestein på hans begejstring for spørgsmål. Han ville vide, at ambitionen om ”at formulere nye og bedre spørgsmål” er en meget gammel måde at sikre sig ikke bare definitionsmagten, men magten til at afgøre, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt at beskæftige sig med. At der med ethvert spørgsmål følger en magtudøvelse, som siger betydelig mere om spørgeren end om det, der spørges til. Og at filosoffer efter 2300 års sokratisk spørgelyst derfor har brugt de sidste 200 år på at rette deres spørgsmål mod sig selv: Hvad siger det om vestlig selvforståelse og kultur, at vi betragter spørgsmål som (den eneste) vej til indsigt? Hvad gør det ved vores måde at tænke og handle på, at vi er tilbøjelige til at stille en bestemt type spørgsmål (”hvad er” eller ”hvordan fungerer” dette eller hint?) og udelade andre (”hvornår” og ”hvorfor” betyder det noget, at…?).
Det har indflydelsesrige filosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida haft en del at sige om – og det burde Firestein og Weekendavisens journalist vide. Lige som de burde vide, at det ikke er mediernes skyld, at der ikke rapporteres om historien bag nye forskningsresultater, men videnskabens egen. At det, som den franske videnskabsfilosof Gaston Bachelard kunne oplyse i starten af 1900-tallet, er en del af videnskabens konstitution kun at medtage det, der kan gentages – lovmæssighederne – og at forskningsprocessen med dertilhørende fejlslagne forsøg og fortolkninger derfor aldrig er med i teorierne (og formidlingsarbejdet). Overfor videnskabsmandens optagethed af resultatet placerer Bachelard historikeren for hvem ”en forkert fortolkning af en kendsgerning forbliver en kendsgerning”, og som derfor er mindst lige så optaget af den erfaring, der går forud for en erkendelse, som af erkendelsen selv.
Men det ved videnskabsfolk og -journalister ikke. Og hvor skulle de også vide det fra? I Danmark er det 41 år siden man afskaffede filosofikum og i stedet introducerede videnskabsteori som det grundlæggende og tværdisciplinære fag, der skal sætte studerende i stand til at træffe velargumenterede valg og fravalg i deres arbejde med teori og metode. Det var samtidig dødsstødet for den almene dannelse, der sikrer overlevering fra generation til generation og forhindrer historisk bevidstløshed.
Med faget videnskabsteori erstattes den sammenhængende idéhistoriske indsigt med løsrevne ”ismer”, der på trods af nye betegnelser (udover klassiske videnskabsteoretiske retninger som empirisme, idealisme og realisme vinder teorier inden for fx socialkonstruktivisme og ”poststrukturalisme” stadig større udbredelse) er ude af stand til at grundlægge den forståelse af oprindelse, der kendetegner og skaber udvikling.
Eller som en anden af Weekendavisens skribenter, sociolog Henrik Dahl har formuleret det: ”videnskaben [er] både hurtig og nådesløs. Passer påstanden om cirkelformede planetbaner ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den, og ind med noget bedre”. Det betyder, at videnskaben er optaget af det nye, men det betyder også, at historien gentager sig. Både hvad angår 2500 år gamle erkendelser og de fejlslagne forsøg og fortolkninger, videnskabens resultatfokus forhindrer os i at lære af.
Men det er vel sagtens et spørgsmål om tid. Hvis videnskaben efter 500 års forskning kan nå frem til den samme erkendelse, som filosoffer grundlagde vestlig civilisation på for 2500 år siden, så finder den vel også på et tidspunkt frem til det, filosoffer ved i dag.
Der er nu noget komisk over, at videnskaben har brugt 500 år på at nå frem til noget, filosoffer har vidst i 2500 år. Tragikomisk. At videnskabsmænd som Stuart Firestein kan bruge hele sider i Weekendavisen på at gentage og tage æren for pointer formuleret i det antikke Grækenland, som fx: ”Traditionelt hedder det sig, at først er der uvidenhed, så kommer der viden. Jeg ser det generelt omvendt. Jo mere man ved, desto mere ved man, at man ikke ved” (”Spørgsmålene er det mest interessante”, Ideer 8.6.).
Kan det virkelig være gået Firesteins (og Weekendavisens udsendtes) næse forbi, at Sokrates´ slagord var, ”det eneste jeg ved, er, at jeg intet ved”? Tror Firestein, at han bidrager til den udvikling, videnskab efter sigende handler om, ved at pointere, at det i højere grad er spørgsmålene end svarene, der giver fremskridt? Og mener han alvorligt, at han har gjort en opdagelse ved at iagttage, at ”medierne sjældent rapporterer om historien bag et nyt forskningsresultat”? Tilsyneladende.
Og måske er det ikke så mærkeligt. For tre måneder siden spurgte jeg i et indlæg om Per Durst-Andersens bog Bag om sproget, om humanistisk forskning er for svær for Weekendavisen, og om det er grunden til, at dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter avisens fortrinlige dækning af naturvidenskabelig forskning (Debat 9.3.).
Det bekræfter artiklen om Firestein. Hvis journalisten havde haft et minimum af idéhistorisk eller bare videnskabshistorisk indsigt, så ville han nemlig have udfordret Firestein på hans begejstring for spørgsmål. Han ville vide, at ambitionen om ”at formulere nye og bedre spørgsmål” er en meget gammel måde at sikre sig ikke bare definitionsmagten, men magten til at afgøre, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt at beskæftige sig med. At der med ethvert spørgsmål følger en magtudøvelse, som siger betydelig mere om spørgeren end om det, der spørges til. Og at filosoffer efter 2300 års sokratisk spørgelyst derfor har brugt de sidste 200 år på at rette deres spørgsmål mod sig selv: Hvad siger det om vestlig selvforståelse og kultur, at vi betragter spørgsmål som (den eneste) vej til indsigt? Hvad gør det ved vores måde at tænke og handle på, at vi er tilbøjelige til at stille en bestemt type spørgsmål (”hvad er” eller ”hvordan fungerer” dette eller hint?) og udelade andre (”hvornår” og ”hvorfor” betyder det noget, at…?).
Det har indflydelsesrige filosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida haft en del at sige om – og det burde Firestein og Weekendavisens journalist vide. Lige som de burde vide, at det ikke er mediernes skyld, at der ikke rapporteres om historien bag nye forskningsresultater, men videnskabens egen. At det, som den franske videnskabsfilosof Gaston Bachelard kunne oplyse i starten af 1900-tallet, er en del af videnskabens konstitution kun at medtage det, der kan gentages – lovmæssighederne – og at forskningsprocessen med dertilhørende fejlslagne forsøg og fortolkninger derfor aldrig er med i teorierne (og formidlingsarbejdet). Overfor videnskabsmandens optagethed af resultatet placerer Bachelard historikeren for hvem ”en forkert fortolkning af en kendsgerning forbliver en kendsgerning”, og som derfor er mindst lige så optaget af den erfaring, der går forud for en erkendelse, som af erkendelsen selv.
Men det ved videnskabsfolk og -journalister ikke. Og hvor skulle de også vide det fra? I Danmark er det 41 år siden man afskaffede filosofikum og i stedet introducerede videnskabsteori som det grundlæggende og tværdisciplinære fag, der skal sætte studerende i stand til at træffe velargumenterede valg og fravalg i deres arbejde med teori og metode. Det var samtidig dødsstødet for den almene dannelse, der sikrer overlevering fra generation til generation og forhindrer historisk bevidstløshed.
Med faget videnskabsteori erstattes den sammenhængende idéhistoriske indsigt med løsrevne ”ismer”, der på trods af nye betegnelser (udover klassiske videnskabsteoretiske retninger som empirisme, idealisme og realisme vinder teorier inden for fx socialkonstruktivisme og ”poststrukturalisme” stadig større udbredelse) er ude af stand til at grundlægge den forståelse af oprindelse, der kendetegner og skaber udvikling.
Eller som en anden af Weekendavisens skribenter, sociolog Henrik Dahl har formuleret det: ”videnskaben [er] både hurtig og nådesløs. Passer påstanden om cirkelformede planetbaner ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den, og ind med noget bedre”. Det betyder, at videnskaben er optaget af det nye, men det betyder også, at historien gentager sig. Både hvad angår 2500 år gamle erkendelser og de fejlslagne forsøg og fortolkninger, videnskabens resultatfokus forhindrer os i at lære af.
Men det er vel sagtens et spørgsmål om tid. Hvis videnskaben efter 500 års forskning kan nå frem til den samme erkendelse, som filosoffer grundlagde vestlig civilisation på for 2500 år siden, så finder den vel også på et tidspunkt frem til det, filosoffer ved i dag.
Subscribe to:
Posts (Atom)