Er Obama filosof?

Udover at tænde håb er Obama rigtig god til at minde os alle sammen om, at vi er en del af en historie. Det der kan lade sig gøre i dag kunne ikke lade sig gøre for 200 år siden - eller bare for 50 år siden.

Som ledelseskonsulent var det relevant for mig at trække paralleller til værdibaseret ledelse, som fremhæver visioner og den enkeltes (uendelige) potentiale som det, lederen skal have i fokus.

Som filosof er det vigtigt for mig at minde om, at det ikke bare er som kultur, vi har en historie, men også som tænkning.

Filosoffer plejer at starte 3-400 f. Kr., når de beskæftiger sig med tænkningens historie. Det var nemlig dér den antikke tænkning, ikke mindst repræsenteret ved Platon og Aristoteles, tog sin begyndelse.

Groft sagt skelnede Platon mellem idéverdenen og fænomenverdenen. Idéverdenen var forbeholdt filosofferne - de eneste, der havde adgang til sandheden om verdens beskaffenhed (æblets ide). Fænomenverdenen er verden, som den fremtræder for alle os andre (alle de mange forskellige æbler, der tager del i æblets idé).

I Platons dialog, Staten, konstateres det, at filosofferne - qua deres særlige adgang til sandheden - bør styre staten, herunder uddanne statens ledere.

Senere i tænkningens historie begyndte man at udfordre forestillingen om idéverdenen. Den sande verden blev erstattet med jeg´et, viljen, den sociale konstruktion, relativismen, fortolkningen, og på et tidspunkt: Historien.

Filosoffer, der beskæftiger sig med historien som udgangs- og omdrejningspunkt for vores tænkning beskriver bl.a. Vesten som historien om én lang svækkelsesproces. Således skriver den unge italienske filosof Santiago Zabala f.eks. i 2007:

The history of political power in the West is nothing but a weakening of strong structures of power: from absolute monarchy to the constitutional and democratic state, from the authoritarian biblical interpretation of the church to the Bible of the people as translated by Luther. (Weakening Philosophy, p.17).

Vestens styrke ligger med andre ord i historiens svækkelse af idéverdenen. Der er ikke én sandhed om verdens beskaffenhed.

Vores historie - som Obama tager udgangspunkt i og understreger vigtigheden af at respektere - fortæller os, at sandheden er en illusion. Når der ikke er nogen sandhed er der heller ikke nogen, der er privilegeret i forhold til at finde og udbrede sandheden. Der er ikke brug for (Platons) filosoffer til at styre verden.

Jeg er faktisk ikke så bekymret for Obama - han ved godt, at han ikke er Messias, men talerør for en historisk udvikling (tror jeg). Jeg er bekymret for den store del af verdens befolkning, der deponerer alt deres håb i Obama som verdens redningsmand. Ham der formår at vende det onde til det gode. Ham vi - alene - skal sætte vores lid til.

Jeg ser for mig, at 2500 års succesfuld svækkelseshistorie skydes direkte tilbage til idéverdenen, fordi verden oplever Obama som én af Platons filosoffer. En ny Sokrates:

Med Obama har vi at gøre med en hidtil uset kombination af dygtigt, progressivt og idealistisk lederskab kombineret med karisma af næsten messianske dimensioner. Så lad os ikke forhaste os med at skyde Obama de sædvanlige management-floskler i skoene - just yet. (Jytte Weiss Brinks i kommentar på Kforum).

Hvad bringer Obama?

Om konsekvenser af værdibaseret ledelse

I går fik USA en ny præsident. Verden en ny leder. Barack Obama er indbegrebet af værdibaseret ledelse. Hvad betyder det for den tid, vi alle sammen går i møde?

Mere kommunikation
Én af de centrale paroler i værdibaseret ledelse er, at medarbejderne skal forstå en strategi for at eksekvere den. For at forstå strategien skal den kommunikeres. Og derfor kommunikerer ledere, der bekender sig til værdibaseret ledelse meget. De kommunikerer, hvad der skal ske og hvornår det skal ske. Men mest af alt kommunikerer ledere, der praktiserer værdibaseret ledelse, hvorfor medarbejderne skal arbejde for den strategi, medarbejderne skal arbejde for.

Obama er god til at kommunikere. Der har endnu ikke været så meget (i danske medier) om hvad og hvornår, men de færreste er i tvivl om, hvorfor vi skal arbejde for hans strategi: Fordi ”spørgsmålet, vi stiller i dag [ikke er], om staten er for stor eller lille, men om den virker”. Fordi ”vi bliver bedømt på det, vi bygger op – ikke på, hvad vi ødelægger”. Fordi ”de fastlåste politiske skænderier, der så længe har haft overtaget, ikke længere dur”. Fordi ”vi har pligter over for os selv og verden”.

Når vi skal arbejde for Obamas strategi er det kort sagt fordi: We can!

Mere involvering
Slagordet er centralt i værdibaseret ledelse. Lige som involveringen. Strategien skal kunne siges kort; strategien skal få medarbejderne til at tage ansvar.

Det gør de, når de føler, de gør en forskel. Når de stimuleres, motiveres og udfordres til at tænke selv. Derfor er der mange workshops, bottom up-processer og strategidage i virksomheder med værdibaseret ledelse. Medarbejderne tages med på råd. Medarbejderne can.

Det samme gælder befolkningen i USA. Eller kommer til at gælde befolkningen i USA. Amerikanerne vil blive taget med på råd. De vil tænke selv. Og de vil tage ansvar.

Mere håb
Til at begynde med synes medarbejderne, det er tåbeligt: ”Skal vi nu ikke bare passe vores arbejde?” Men så begynder de at sætte pris på at blive involveret. Det giver dem håb. Om et arbejde, der ikke bare er arbejde. Et formål, der rækker udover dem selv. En sammenhæng, de er en væsentlig del af. En mening med livet.

Obama er verdensmester til at skabe denne mening. Verdensmester. Obama ”har valgt håbet frem for frygten”. Og det vil amerikanerne nyde godt af. Amerikanerne og alle vi andre. Vi vil indse, at vi kan få meget mere ud af os selv og hinanden, hvis bare, vi har tillid til os selv og hinanden. Så det vil vi få.

Obamas værdibaserede ledelse betyder også:

Mere kontrol
Den største forskel på værdibaseret ledelse og tidligere tiders ledelsesparadigmer er, at lederen ikke fortæller medarbejderne, hvordan de skal eksekvere strategien. Det skal de selv finde ud af. Værdibaseret ledelse bygger på forestillingen om, at man bliver en bedre leder, hvis man erstatter regler, retningslinjer og kontrol med rammer, værdier og tillid.

Men hvad sker der, når en topleder opgiver de regler og retningslinjer, der i århundreder har kendetegnet succesfulde virksomheder? Mellemledere og medarbejdere skruer op for kontrollen. Hvorfor? Fordi historien kræver at blive taget alvorligt. Når noget virker – og har virket i rigtig mange virksomheder i rigtig mange år – så er det svært at forstå, at toplederen vil erstatte det med noget andet. Medarbejderne kender historien, og føler sig trygge ved den. Så når toplederen opfører sig som om tidligere tiders metoder er overflødige, så er der altid nogen, der påtager sig opgaven at forstærke dem. Konsekvensen er ikke til at tage fejl af: Topledere og konsulenters utrættelige tale om rammer, værdier og tillid har ført til flere målesystemer, kodeks og procedurer.

Vi vil se det samme i USA. Når den politiske topleder kommunikerer håb, visioner og homogenitet, så vil den politiske administration kvittere med mere kontrol og bureaukrati. Det vil medføre frustration og snæversynethed i befolkningen. Frygt snarere end håb.

Mere fremmedgørelse
Kommunikation, kommunikation og atter kommunikation. Der bruges uforholdsmæssig meget tid på at forklare og få medarbejderne til at forstå ledelsens strategi, og stort set ingen – hvis overhovedet nogen – på at lytte og prøve at forstå, hvad medarbejderne oplever og har behov for.

Til trods for hensigtserklæringer om involvering og ansvar, så bygger værdibaseret ledelse på en grundlæggende antagelse om, at medarbejderne hverken kan eller skal bidrage til udvikling af virksomheder. De skal forstå og eksekvere. Ikke deres egne værdier og visioner, men ledelsens.

Det går hurtigt op for medarbejderne i en virksomhed, at det er sådan, det hænger sammen. Og det vil hurtigt gå op for befolkningen i USA.

Det vil føre til usikkerhed og fremmedgørelse – for hvordan repræsenterer man et sæt af værdier, som man ikke identificerer sig med? Hvordan realiserer man en vision, som man ikke deler?

Mere frustration
Jo mere, man stiller medarbejdere og borgere i udsigt jo større er skuffelsen, når det viser sig, at alt er som det plejer. Den nye topchef har – lige som den tidligere – en række mål, der skal nås på egne og virksomhedens vegne. Obama skal – lige som den tidligere præsident – få færre skattekroner til at dække flere velfærdsydelser.

Håbet om en bedre arbejdsplads erstattes med frustration over opgave- og forventningspres. Drømmen om et bedre USA erstattes med skuffelse over et dårligt sundhedsvæsen.

De kedelige konsekvenser af værdibaseret ledelse bliver ikke mindre af, at vi lader som om de ikke er der. Tværtimod.

Artiklen er bragt på Kommunikationsforum i dag i en lettere redigeret udgave.

Nyt hår

Min tidligere chef opdagede på et tidspunkt, at jeg ofte markerer ændringer i mit liv ved at skifte frisure eller hårfarve. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det også kan være omvendt: Jeg skifter frisure eller hårfarve for at sætte gang i nogle forandringer - i eller for mig selv.

Jeg ved da godt, det kan virke tåbeligt. Og mærkeligt, at det lige er håret. Til det kan jeg bare sige: Det er hurtigere og billigere end at skifte tøjstil, personlighed eller partner - og så virker det for mig!

Nok om hår. Når jeg har ændret bloggens udseende, så er det både for at markere ændringer i mit liv og for at sætte gang i nogle forandringer i og for mig selv. Der er nemlig sket meget siden jeg sidst skrev på bloggen, og der kommer til at ske endnu mere. Her en hurtig opdatering:

Status på forskningsprojekt
Jeg har afsluttet den første del af min empiriske undersøgelse og står nu overfor at skulle foretage en analyse af alt det materiale, jeg har fået ud af at gennemføre stafetanalyse, interviews, workshops etc. i den tidligere omtalte pilotvirksomhed. De sidste par måneder er gået med at omsætte materialet til strategisk rådgivning af pilotvirksomhedens ledelse, som vil bruge den nye viden til at redesigne deres organisation. I den forbindelse har jeg selvfølgelig tænkt en tanke eller to, men en egentlig filosofisk analyse har jeg afsat forårssemestret til at foretage. De næste måneder skal også bruges til at læse og til at nedsætte en spændende gruppe af mennesker til den næste del af min empiriske undersøgelse, som er en fokusgruppe for topledere i dansk erhvervsliv. Derudover har jeg et par formidlingsopgaver, der skal klares (jeg skylder f.eks. Lederne en artikel om stafetanalysen - som jeg er i gang med!) og så planlægger jeg et smut til Torino omkring april.

Status på arbejdsliv
Jeg har sagt mit job i Advice A/S op pr. 1. februar 2009. Foråret skal bruges på at forberede et kommercielt forskningscenter, som jeg - sammen med Jesper Højberg Christensen - skyder i luften i løbet af sommeren. Forskningscentret skal udvikle nye metoder og værktøjer (i stil med stafetanalysen) til erhvervsliv og samfund baseret på humanistisk og samfundsvidenskabelig grundforskning. Jeg kommer til at skrive meget mere om dette, her, der og alle vegne!

Status på Skrift
Jeg har besluttet mig for at skrive for at skrive. På TankeTjek skriver jeg først og fremmest for at formidle, og det vil jeg blive ved med. Når jeg skriver for at skrive vil det ske på Skrift i en brevveksling med Christian. Jeg kender ikke Christian som andet end skrift - vi har aldrig mødt hinanden eller talt sammen - og det er en væsentlig del af pointen. Vi vil nemlig lave et eksperiment, der går ud på at tage livet af alt det, der ikke er tekst - hvilket forudsætter, at vi selv kun er tekst, når vi er "sammen". Læsere er naturligvis velkomne - men først og fremmest som læsere.

Det var en lynhurtig forklaring på "det nye hår". Jeg vender snart tilbage...