Fra ansvarlighed til virksomhedsetik

Hvis Lars Kolinds opfordring til samfundsansvar (Berlingske Tidende, 30. januar) for alvor skal give mening må han – og erhvervslivet i øvrigt – tage skridtet fra ansvarlighed til etik. Og det kræver hjælp fra filosofien.

KARAKTERISTISK FOR EN ANSVARLIG VIRKSOMHED er, at den forholder sig til rimeligheden af sit eget virke: Hvad bør vi gøre? Og hvad bør vi ikke gøre? Det samme gør en etisk virksomhed. Men en virksomhed, der er gået fra ansvarlighed til etik tager også stilling til, hvordan den enkelte medarbejder bør handle, og hvordan samfundet bør være indrettet. I modsætning til ansvarlighed, så rummer etik nemlig en tradition, der tænker virksomheden ind i en større sammenhæng, og det vender op og ned på mange virksomheders selvforståelse.

Mens virksomheders ansvarlighed, som varetages under synonymer som CSR, Code of Conduct, bæredygtig udvikling, Corporate Citizenship osv., udspringer af managementteorier, der alle orienterer sig mod profit, så udspringer etik af en helhedsorienteret tænkning, der betragter den enkelte i lyset af fællesskabet og fællesskabet i lyset af den enkelte. Ansvarlighed kan derfor betragtes som et middel til at opnå profit, mens etik er et mål i sig selv (det gode samfund).

DE GAMLE GRÆKERE BETRAGTEDE ETIK, politik og økonomi som flere sider af samme sag og kunne aldrig finde på at behandle dem uafhængigt af hinanden. Derfor beskæftigede de sig også mere med det, der går på tværs af alle discipliner (samfundet, fællesskabet og det enkelte menneske) end disciplinerne selv. Det står i skarp kontrast til alle de virksomheder, der placerer HR, produktudvikling og marketing i hver deres afdeling uden at sikre et minimum af koordinering. Og det forklarer, hvorfor der er en verden til forskel på at arbejde med virksomhedsetik og at arbejde med social ansvarlighed.

Social ansvarlighed betragtes af mange virksomheder som en underdisciplin inden for HR eller kommunikation, men den går ikke med virksomhedsetik. Virksomhedsetik er et forretningsstrategisk værktøj, og det er vigtigt, at erhvervslivet betragter det som sådant.

DE, DER FOR ALVOR ER KLAR til Kolinds næste skridt må derfor opgive tanken om en afdeling, der tager sig af det med ansvarligheden. ETIK SKAL TÆNKES HELE VEJEN RUNDT I VIRKSOMHEDEN, og det kræver topledelsens stillingtagen til:

1. Hvilken rolle, virksomheden spiller/gerne vil spille i samfundet

2. Hvilke spilleregler, medarbejderne skal overholde for at være en del af det fællesskab, virksomheden repræsenterer, og

3. Hvordan virksomheden udvikler den enkelte medarbejders dømmekraft, så hun træffer de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter

Topledelsens stillingtagen skal udspringe af en samlet forretningsforståelse og –strategi, der sikrer overensstemmelse mellem det, man som virksomhed siger og det, man som virksomhed gør. Det handler med Harvard professor Robert Simons´ ord om at afstemme performancesystemet (det, man belønner sine medarbejdere for) med trossystemet (det, der skaber mening og retning, herunder mission, vision og værdier).

Og selvom det er lettere sagt end gjort, så er det et rimeligt krav, som både medarbejdere og omgivelser så småt er begyndt at stille.

Er det en menneskeret at få (andres) børn?

Har netop set Lorry og harmes over udtalelser om, at lysten til at hjælpe barnløse kvinder ikke er stor nok blandt potentielle ægdonorer. Der tales om ægdonation som en altruistisk handling, som alle burde føle sig forpligtet til at overveje. For børn er "jo noget af det, man gerne vil have", som en af de barnløse kvinder udtaler til Lorry.

Politikere og læger undrer sig over den manglende villighed blandt kvinder, der har gode æg og de barnløse kvinder mener ikke, der bliver gjort nok for at "motivere" til ægdonation.

Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at pådutte sine medsøstre et ansvar i sådan en sag. Jeg synes, det handler om alt muligt andet end altruisme og solidaritet. Og jeg har meget svært ved at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke tilbyder mine tilsyneladende gode æg til kvinder, der ikke er lige så heldig stillet som jeg.

Jeg er nemlig fuldstændig ude af stand til at gennemskue konsekvenserne af at lade mine gener udvikle sig i en anden kvindes krop, lige som jeg har svært ved at forestille mig, at der vil gå en eneste dag uden jeg vil tænke på "mit" barn. Men det er sikkert bare mig - eller hvad?