At tænke er at tale med sig selv

I dagens kommentar i Information spørger professor Vincent F. Hendricks og cand.mag. Annette Møller, "Hvorfor mene, før vi tænker?"

Det er et meningsfuldt indlæg, og forhåbentlig bliver næste skridt, at folk begynder at forstå, at der er noget, der er vigtigere at tænke og mene noget om end andet.

Indtil da vil jeg glæde mig over formuleringen: "Tanken er individets samtale med sig selv, den stille private syssel, som ikke nødvendigvis manifesterer sig i en taleboble".

Det er godt sagt.

Min egen medicin

Jeg mener, man kan få nogle interessante diskussioner af, hvad der betyder noget på en arbejdsplads ved at vise ledere og medarbejdere, hvilke ord, de bruger meget/lidt, når de stiller hinanden spørgsmål.

Og derfor er Ordskyen ét af mine yndlingsværktøjer, når jeg laver Stafetanalyser®.

Men hvad mon det fortæller om mig og mine betragtninger om, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, at jeg bruger de ord, jeg bruger, når jeg tænker, skriver og taler? Hvilke interessante diskussioner bør jeg tage med mig selv på baggrund af den Ordsky, der genereres, når man taster www.tanketjek.dk ind på http://www.wordle.net/create?

Bøger, børn og bedrevidenhed

Forfatter Morten Dürr opfordrer i Information til, at vi formidler bøger på børnenes præmisser, hvilket vil sige e-bøger i lettilgængelige og lækre formater. Børnene er morgendagens læsere, og i modsætning til voksne, der med Dürrs ord "har et kvalificeret forhold til teknologi - præget af et historisk overblik" har de ikke et kritisk forhold til de web- og touchteknologier, der omgiver os alle. Børnene har et "historieløst" forhold til teknologierne, kendetegnet ved en forventning om øjeblikkelig behovsindfrielse, og det skal bogbranchen hurtigst muligt honorere, hvis den vil overleve.

Bogbranchen skal med andre ord indordne sig under den ukritiske, historieløse og utålmodige verdensanskuelse, der kendetegner den uerfarne. Og det kan ifølge Dürr kun gå for langsomt. 

Spørgsmålet er dog, om en bogbranche uden kritik, historie og tålmodighed stadig er en bogbranche. Er det hensigtsmæssigt at indrette brancher, samfund og fremtid efter dem, der ved mindst, eller bør vi overveje at lytte til dem, der ved mere - og i mange tilfælde bedre?

Jeg er ikke imod e-bøger eller ideen om at give børn så mange platforme som muligt at udfolde deres læse- og lærelyst på, men jeg tror, vi skal passe på med at kassere erfaring til fordel for effektivitet.

Jeg tilhører den sidste generation af danskere, der har oplevet at vokse op uden computere, mobiltelefoner, internet, mail, sociale netværk etc. Den sidste generation af danskere, der har oplevet på egen krop, at man kan leve - og leve godt - uden konstant at være på.

Det gør mig gammel og kedelig at høre på, men det betyder også, at jeg er i stand til at kende forskel. På det, der er godt lavet og det, der er hurtigt lavet. Det, der er tænkt over og det, der er tilfældigt. Det, der er vigtigt og det, der er ligegyldigt. Det, vi skal kæmpe for og det, vi kan kassere.

Hvis jeg kun måtte give mine børn én ting her i livet, så skulle det være dét: Evnen til at kende forskel.

Det kan jeg ikke give dem ved (kun) at surfe på nettet, eller ved konsekvent at vælge de af gode grunde slidte biblioteksbøger fra. Det kræver, at de lige så tit ser mig med en bog eller med en avis som bag en skærm. At en bog på sofabordet får dem til at spørge, hvorfor jeg læser om "Ondskabens filosofi". Og at jeg fortæller dem, hvorfor jeg slukker for radioen, når jeg ikke kan holde ud at høre på flere af Xanders, Medinas eller Burhan G´s ubehjælpsomme forsøg på at tale/synge dansk.

Der er en risiko for, at jeg med mit fravalg af Facebook og insisteren på at læse mine bøger på tryk mister følingen med den digitale verden, mine børn (måske) kommer til at betragte som den eneste mulige. Men jeg synes, risikoen for ukritisk at følge med strømmen er større.

Jeg har ikke lyst til at leve i et ukritisk, historieløst og utålmodigt samfund - og jeg betragter erfaring som et vigtigt våben mod, at det sker.

TV Lorry om spørgsmål

Det er forunderligt at høre sig selv og sit forskningsfelt introduceret i forskellige sammenhænge. Og lige så forunderligt at høre sig selv forsøge at fylde den ekspertrolle, man tildeles ud med svar på spørgsmål, man egentlig ikke mener kan besvares.

Det prøvede jeg i går, hvor nyhedsredaktør fra videnskab.dk Thomas Hoffmann havde overtalt journalist Tina Storgaard Støttrup fra Lounge til at invitere mig i studiet til en snak om, hvorfor vi stiller spørgsmål og hvad de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller siger om os.

Især det sidste skulle jeg nok have tøvet lidt mere med at give konkrete eksempler på (jeg mener selvfølgelig ikke, at man kan sige noget som helst om et menneske ud fra et enkelt spørgsmål, vedkommende har stillet en forsker), men det lå ikke rigtigt i kortene, at vi kunne tage den store snak om sammenhængen mellem grammatikken i de indoeuropæiske sprog og vores tilbøjelighed til at bruge spørgsmål-svar til at komme så tæt på sandheden som muligt i Vesten. Og så spiller man jo med så godt man kan.