Har netop været til undersøgelse hos min nye læge. Hun konstaterede, at mine blodprøver var fine; bekræftede, at jeg er gravid og spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg sagde nej, men besluttede mig så alligevel for at dele mine tanker om nakkefoldsscanning med hende.
Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.
Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).
Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.
I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.
Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.
Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.
Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.
Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.
(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)
